Vokseværk

Vores sommerferie er ved at være nået til vejs ende og på mandag starter de voksne på arbejde igen. Kamille får heldigvis forlænget ferien med et par dage hos sin farmor og farfar. Det giver lidt luft for os alle 3 og ferien slutter ikke helt så brat som den ellers ville gøre.

Vi har haft en dejlig sommerferie – først en skøn og varm uge i Grækenland og derefter 2 ugers staycation i dejlige Århus med udflugter, familiebesøg og leg i lange baner. Man siger at børn vokser aller mest om sommeren – normalt tror jeg ikke på den slags, men Kamille har på alle måder taget det vildeste ryk de seneste uger.

IMG_8917Det er vildt som udviklingen tager fat når der er god tid. Ikke bare er hun vokset og er nu endelig over de 90 cm, men hun er mentalt også blevet en rigtig stor og selvstændig pige. Hun leger på værelset selv, hun kan selv gå ud og tisse, hun tager selv sit tøf af og på, og så vil hun selv bestemme ALT. Det er nu ikke nyt, sådan har det altid været. Hun er den jeg kender, der er bedst til at argumentere for sin sag og vi forestiller os, at hun en dag bliver politikker. Den pige har et argument til alt.

Det giver stof til eftertanke synes jeg, at der kan ske så meget, på så kort tid. Vokser børn virkelig så meget om sommeren, eller ser vi det bare først nu hvor der er tid til det? En ting er sikkert, vores lille pige er væk, og når Kamille skal i børnehave igen på onsdag, er det en stor pige vi sender afsted.

 

 

1 Comment

  • Reply Ida 9. august 2015 at 19:00

    Hvor er hun skøn! Jeg synes også det er helt vildt hvad der er sket herhjemme denne sommer.

  • Leave a Reply