Når lykken lader vente på sig

o

Det er mandag morgen og endnu en weekend er fløjet afsted. Tidligere elskede jeg vores weekender, helt nede i gear og fyldt med hygge. Lige for tiden skal de mest bare overståes. Vores dejlige lillebror er nemlig ikke verdens bedste selskab. Han bliver i dag 13 uger og ud af disse har han været snot-forkølet i måske de 9. Det sætter sit præg på den lille (store) mand. Hans humør er meget svingende og han vil helst være på sin mors arm, hele tiden. Han har svært ved at spise om morgenen, hans lure er forstyrret og han er meget sensitiv for lyd og larm. Hans, og derved vores, overskud er næsten ikke-eksisterende. Det er benhårdt og han fylder meget, næsten alt, i vores hverdag i lige nu. Vi gør alt hvad vi kan for at han ikke skal være ked af det i sine vågne timer, for det er synd for både ham og Kamille. Med gråden  og det manglende overskud vokser den dårlige samvittighed overfor hende. Stakkels storesøster, der har sure og trætte forældre, får at vide at man ikke må larme og en lilebror, der græder og får opmærksomhed konstant.

Heldigvis, er der også de små lyspunkter, de øjeblikke hvor lillebror er glad og pludrer og ser forelsket på sin søster. De øjeblikke hvor Kamille spontant udbryder, at det var altså derfor hun gerne ville have en lillebror. De øjeblikke lever vi for. Vi elsker begge vores børn højere end ord kan beskrive men hold op hvor vi glæder os til vores firkløver føltes fuldendt og lykken kommer strømmende, sådan helt for alvor.

No Comments

Leave a Reply