Hvorfor er barnløshed tabu?

En gang i mellem støder jeg på indlæg i blogland hvor jeg forstår budskabet men samtidig kan ærge mig over det skjulte budskab og den konsekvens indlægget bidrager til. For nogle uger siden postede fine Emily et indlæg omkring takt og tone i forhold til potentiel graviditet. Budskabet er at man aldrig skal spørge en kvinde om hun er gravid (dog med enkelte undtagelser). Det er der jo som sådan ikke noget nyt i. Sådan er jeg også indrettet og jeg kunne aldrig finde på at spørge. Jeg har ikke lyst til at træde nogen over tæerne og jeg mener det er op til den enkelte hvornår de har lyst til at dele den glædelig nyhed. Det synes jeg virkelig og det skal man også respektere.

Når det er sagt, så håber jeg alligevel, at det er noget man taler om. I hvert fald hvis en ønsket graviditet lader vente på sig. Hvorfor er det ikke noget vi tør sige højt? Hvorfor er noget så grundlæggende som at ønske sig og få børn blevet et emne man ikke snakker om, eller kun snakker om når en graviditet ser ud til at lykkes? Det forstår jeg altså ikke. Det gør uendeligt ondt ikke at kunne blive gravid og den sorg mener jeg ikke man skal bære rundt på alene.

Vi fik hjælp til at få Kamille og igennem hele forløbet har vi været ærlige og inddraget familie og venner. Det har hjulpet os meget, især i de svære perioder, men også da det endelig lykkes og glæden kunne deles. Jeg ville ikke have gjort det anderledes. Skulle noget være gået galt i graviditeten ville jeg også have brug for de mennesker jeg holder af.

Nå, jeg håber I forstår budskabet, det blev lidt kringlet. Selvfølgelig skal man ikke gå og spørge hver kvinde man møder om de er gravide, men jeg håber ikke at emnet skal være så følsomt og hemmeligt som det tit er. Brud tabuet- måske har nogen tæt på dig brug for støtte i en svær periode.

No Comments

Leave a Reply