Granola bars // Müeslibar

granola-bars
Så blev det mandag igen. Det har været en af de lidt hårdere weekender da ingen af børnene synes de skulle skifte fra sommertid til normaltid, så både i dag og her til morgen har vi været ret tideligt oppe. Godt at O og jeg kan bruge dagen herhjemme med varm te og granola bars. Denne variation med lækre mandler og kokos.

Til 18 stk::

1 dåse kondenseret mælk (ca. 400 gram)

5 dl. havregryn

3 dl. puffede ris (Rice crispies eller lignende)

100 gram sesamfrø

100 gram grofthakkede mandler

80 gram kokos (jeg brugte reven kokos)

Mørk chokolade til pynt

Tænd ovnen på 130 grader.

Varm den kondenseret mælk i en stor gryde. Bland alle de tørre ingredienser og tilsæt dem i den varme kondenserede mælk.

Hæld blandingen i en lille bradepande beklædt med bagepapir. Pres blandingen godt – jeg lagde et stykke bagepapir over og trykkede massen godt flad med hænderne.

Bages ca. 1 time.

Afkøles og skæres i passende stænger og pyntes med smeltet chokolade.

Må I få en dejlig mandag derude.

No Comments

Leave a Reply