Fredagslækkerier: Karamelpopcorn 


Så blev det endelig fredag ovenpå første arbejdsuge efter ferien. Mine 2 fortjener derfor lidt ekstra lækkert fredagsslik i aften.

Karamel popcorn er virkelig blevet en favorit herhjemme hos os. Kombinationen af sødt og salt går man aldrig helt galt i byen med.

Fredagsportion til ca. 3 personer:

  • 1 portion poppede popcorn (enten mikro eller de almindelige i gryde)
  • 3 dl sukker
  • 1 spsk. havsalt (kan undlades)
  • 50 gram smør
  • 1 spsk. natron

Start med at poppe dine popcorn (enten i microovn eller i gryde).

Smelt derefter forsigtigt 3 dl. sukker i en gryde på middel varme, det kan tage ret lang tid så vær tålmodig. Tilsæt salt og smør når sukkeret er smeltet, og rør i karamellen. Når massen er gyldenbrun og ensartet tilsættes natron og gryden tages af varmen.

Nu begynder karamellen at svulme op, rør godt i massen og tilsæt derefter de poppede popcorn. Vend popcornene i karamellen indtil det er godt fordelt, og hæld derefter popcornene ud i en bradepande med bagepapir for at køle af.

Mums, de kan gemmes i en lufttæt beholder eller spises med det samme. Hos os er der sjældent nogle at gemme til senere..

2 Comments

  • Reply Karina Carmen Musaeus Schwartz-Arndal 12. august 2016 at 13:19

    Spændende opskrift – men kryber de ikke en del i størrelse, popcornene, når de hældes i karamelblandingen?

    • Reply Marie 12. august 2016 at 19:05

      De svinder måske en lille smule ind, det er ikke meget og til gengæld mætter de meget mere:)

    Leave a Reply