Er det en konkurrence?

Så længe jeg kan huske, har jeg ønsket at være normal, at være helt gennemsnitlig, at være som de andre. Det er jeg, altså helt normal. Men jeg er ikke som den gennemsnitlige dansker. Dette udelukkende på baggrund af min lidt lysebrune hudfarve. Indeni er jeg fuldstændig som gennemsnittet og dansk på samme måde som mine lyshårede veninder.

Men hvorfor stræber jeg efter det normale, det gennemsnitlige? Er det for at passe ind, blive anderkendt, eller helt basalt, for at høre til? For hører jeg ikke til i Danmark hører jeg ikke til nogen steder.

Jagten på at passe ind har gjort mig til min egen værste konkurrent, jeg sammenligner mig selv med alle andre og jeg måler og vejer mig selv og det jeg gør. I mine voksne år er konkurrencen blevet mindre. Jeg hviler i morskabet og jeg tror på, at det jeg gør for Kamille er det, der er bedst for hende og vores familie. Det giver mig en selvtillid og styrke at være mor.

Desværre oplever jeg mellem kvinder en stigene konkurrence i at være bedst. Hvem laver det bedste hjemmelavede mos, hvem har de mest velklædte og dygtigste børn, er det rigtig og forkert at have for lidt farver i sit hjem, hvem løber længst og hurtigst, hvem gør dit og hvem gør dat bedst. I stedet for at støtte hinanden og give skulderklap når andre gør det godt, forsøger vi at finde hullerne i osten. Janteloven sidder dybt i mange af os, og jeg må indrømme, at jeg også forsøger at finde fejl hos andre, specielt dem, der virker helt perfekte udadtil. Det er faktisk pinligt, og jeg kunne aldrig finde på at påpege det eller sige det højt. Men jeg gør det,  og det udelukkende for ikke selv at følge mig mindre værd.

Jeg prøver virkelig at lade være, jeg vil aller helst glæde mig på andres vegne, synes det er pisse godt gået når andre er gør noget sejt. Min udvikling inden for f.eks. løb bliver jo ikke dårligere fordi en jeg følger på Instagram løber meget hurtigere end jeg. Vi ser ofte kun udsnit af hinandens liv på de sociale medier, måske har hun løbet i mange år og trænet hårdt for at når dertil hvor hun. Måske er hun bare en bedre løber en jeg. Og det er faktisk også helt ok. Vi behøver jo ikke være de bedste til de ting vi gør, så længe vi gør vores personligt bedste og er den bedste version af os selv. Så kan vi vel egentlig ikke gøre mere?

Jeg vil i hvert fald forsøge at slutte fred med mig selv, glæde mig på andres vegne og huske, at jeg er ikke mindre værd, uanset hvordan godt andre klarer sig. Jeg håber at andre vil gøre det samme.

Husk. Det er rart at være rar.

2 Comments

  • Reply Karina Carmen Musaeus Schwartz-Arndal 28. juli 2015 at 11:00

    Rigtig dejligt indlæg. 🙂 Jeg har i et halvt år haft et indlæg i tankerne om at tale hinanden op (noget Dronningens nytårstale satte tanker i gang omkring), og du puster til inspirationens ild på den front. TAK. 🙂

    Og igen – det er dejligt at have dig tilbage på bloggen.

    • Reply Marie 28. juli 2015 at 11:02

      Tak Karina😘
      Og det glæder jeg mig til at læse – tror man kan komme rigtig langt ved positiv opmuntring og motivation:)

    Leave a Reply