Da tiden stod stille

På cykelturen hjem fra børnehaven i går fik vi en rigtig slem forskrækkelse. På vej op af en bakke hører jeg et bump og jeg mærker at cyklen, med et, bliver meget lettere. Jeg vender hovedet tilbage og det eneste jeg kan se er cykelstolen, den ligger fladt ned, under den ligger Kamille mod fliserne. Og der er stille, helt stille. 

Mit hjerter går i stå og tiden stopper fuldstændigt. Det føles som om at et år passerer, i virkeligheden går der måske kun et par sekunder. Så kommer gråden, heldigvis. I de få sekunder, som føltes længere end noget andet i mit liv, vidste jeg ikke om Kamille var ok. Min lille mus, mit et og alt.

Hun er heldigvis ok, stolen og cykelhjelmen har beskyttet hende godt og hun slipper med en rød næse og et forslået knæ. Moren har derimod et knust hjerte, der skal hele igen. 

1 Comment

  • Reply Astrid 17. august 2015 at 8:14

    Åh, det lyder også nærmest som et af mine værste mareridt.
    Godt, at der ikke skete mere.

  • Leave a Reply