Begyndelsen

Kamille

Jeg har med stor glæde læst de forskellige indlæg, der florerer i blogland lige nu, omkring det, at blive forældre (for første gang). Jeg elsker den slags indlæg. De er som regel meget ærlige og personlige, og lader os komme helt tæt på bloggeren. Hvis du ikke har læst dem, vil jeg opfordre dig til at læse Emilis, Lortemors og Annes indlæg. De er meget forskellige, heldigvis, og giver 3 forskellige billeder af den første tid som forældre.

Da vi fik Kamille i oktober 2011 bloggede jeg ganske lidt, og når det skete, var det om mad. Derfor har jeg heller aldrig skrevet om vores første tid med hende her på bloggen.

Kamille blev født en kold og frostklar morgen. Hendes vej til verden kan du læse om lige her. Jeg havde en nem og ukompliceret fødsel. Jeg husker, at jeg umiddelbart efter tænkte, det var da ikke så slemt, det kunne jeg nemt gøre igen. Det siger vidst det hele, og det gav os på mange måder en god og nem start på den nye tilværelse.

Kamille var lille ved fødslen og hun var meget sulten. Jeg havde de sidste 2 uger op til fødslen haft en fornemmelse af, at hun ikke voksede, og tror man på de sidste  2 scanninger inden fødslen, havde hun tabt sig den sidste tid i maven. Hendens egen madpakke var derfor helt væk og hun havde brug for ekstra mad udover råmælken. De første døgn var uden sammenligning de hårdeste. Vores lille mus var sulten og sov næsten ikke. Det blev der heldigvis lavet om på og vi supplerede efter amning med lidt modermælkserstatning. Hun lappede det i sig. Og så sov hun! Det var fantastisk og meget tiltrængt.

IMG_1371

Grundet hendes medfødte normalvariant ved hjertet, blev hendes hjerte gennemscannet inden vi skulle hjem, noget jeg havde insisteret på allerede inden fødslen. Jeg havde simpelthen ikke turde tage hende med hjem, hvis ikke de var helt sikre på, at alt var ok. En sød læge gennemscannede hende. Det var som antaget en højresidet aortabue, som er helt ufarlig. Dog var hullet mellem hjertekamrene meget stort og vi skulle derfor derud igen efter 6 måneder til endnu en scanning. Selvom de forsikrede os om at det var normalt, og at det sikkert blot var fordi, at hun blev scannet så tidligt, fulgte det os begge det første halve år.

Da vi kom hjem fra Skejby sov Kamille allerede et stræk på 5 timer hver nat. Og lad mig sige en ting, søvn = overskud! Jeg kan huske at sundhedsplejersken ved første besøg kiggede på os og konstaterede, at vi ikke lignede nybagte forældre. Og det tror jeg hun har ret i. Vi fik sovet om natten, jeg fik et langt bad hver morgen når Kamille sov, og så havde vi bare været klar i 3 år imens vi ventede på hende.

Men det betyder ikke at vi ikke også havde nogle svære dage og aftener. Jeg husker den første aften hjemme som helt igennem surrealistisk. Jeg kan bedst sammenligne det med den hjemve jeg havde på lejrskole som barn. Jeg følte mig langt væk hjemmefra og savnede virkelig mine forældre. Det var som om vores hjem havde forandret sig fra den ene dag til den anden, og at lejligheden pludselig var blevet et fremmet sted. Men det var det vel også på en eller anden måde. Fra at være et hjem til to var det nu et hjem til 3. Vores lille mus var her endelig. Og hun var virkelig et nemt spædbarn, så jeg fik både bagt, startet bloggen rigtigt op og alt muligt andet. Dog altid med Kamille lige hos mig. Jeg var meget lidt væk fra hende de første 10 måneder hvor jeg ammede. Jeg tror at det kan tælles på en hånd. Jeg havde ikke lyst til at være væk fra hende, og jeg havde faktisk heller ikke et stort behov for alenetid. Nå ja, og så nægtede den unge dame jo også flaske, sut og alt der lignede.

151Det man ikke kunne læse ud af overskuddet var, at vi de første 6 måneder ventede på den hjertescanning, og at vi først derefter rent faktisk slappede af. Meget af mit såkaldte overskud var derfor også udtryk for tidsfordriv fordi det simpelthen var så ulideligt at vente.

Jeg elsker andres fortællinger om den første tid. Men, jeg tror at det er rigtig vigtigt at læse dem for det de er, udsnit og ikke hele virkeligheden.  Og så tror jeg, at den største tjeneste vi kan gøre os selv, er at stoppe med at sammenligne babyer, søvn, barsler og overskud, og i stedet læse de forskellige beretninger som erfaringer og afspejling af den enkeltes situtation.

5 Comments

  • Reply Trine 22. januar 2014 at 10:41

    Jeg elsker den måde du tager fat i forskellige indlæg der florerer! Du har så evigt ret, i at det er vigtigt at minde sig selv om at alle er forskellige. Det eneste der måske er ens for alle, er at trætheden rammer alle på et tidspunkt – men det er SÅ forskelligt hvordan vi hver især tackler underskuddet på den konto. Nogle (Emili) vil gerne ud og suge energi til sig, andre (mig, Anne og garanteret flere) bliver hjemme og trækker stikket ud.

    Men når alt kommer til alt, så er det bare vigtigt at rummeligheden sejrer, og at man lader være med at spejle sig alt for meget i hinanden og i de der børn. For børnene er i sandhed helt deres egne. De er så forskellige. Og det samme er deres søvnmønster!!

  • Reply Cecilie 22. januar 2014 at 11:41

    Det er jo altid interessant at høre hvordan andre oplever opvæltningen til forældrerollen, også din 🙂
    Da jeg blev mor første gang var det til to små for tidligt fødte drenge…
    Jeg lader min beretning, være op til jer, for man kan nemlig stille spørgsmål på bloggen lige nu 🙂

    Mvh Cecilie

    http://blog.fashionmom.dk/2014/01/tvillinger-sprgerunde.html

  • Reply Tina Hoffbeck 22. januar 2014 at 13:59

    Dejligt med dine interesser i “virksomheden mor”, der er meget vi mødre kan lære af hinanden.
    Da jeg var ung var der ikke bloggere, men almindelige bøger, det synes jeg ikke gav lige så meget positiv information.
    Blogverdenen har meget at byde på og jeg synes det er super positivt at høre din holdning.
    Vidunderlig datter du har, håber ikke hun skal slås for meget med hjertet.
    Pas på hende og nyd hende inderligt, hver eneste dag.

    Tina Hoffbeck
    http://www.mariahoffbeck.blogspot.com

  • Reply Tina Bjerrum 28. januar 2014 at 17:33

    Ej kan altså ikke lige lade være med at kommentere på billedet – sutten! Vi bruger også natursutten (dog ikke fra Hevia), og undrer mig altså over, HVORFOR man dog ikke kan få den i forskellige størrelser, så man kan få en mindre til de nyfødte. Deres søde små ansigter bliver jo helt væk i de sutter! 😀

    Jeg tror i øvrigt, jeg vil hoppe på vognen og skrive et indlæg om omvæltningen ved at blive forældre. Det er en god ide, og en som jeg slet ikke har overvejet, selvom den er højst relevant jo. Tak for din beretning om emnet i hvert fald 🙂

  • Reply May 13. februar 2014 at 21:02

    Hej Marie,
    Sikke et gennemdejligt indlæg, tak fordi du deler! Det er så rart med lidt perspektiv fra andre, samtidig med den der vigtige påmindelse om ikke at sammenligne! 🙂

    Virkelig fin blog, som jeg helt sikkert vil vende tilbage til!
    Et virtuelt kram fra May

  • Leave a Reply