
Bagt havregrød med peanutbutter og nutella
En af de klare fordele ved at gå hjemme på barsel er den ekstra tid om morgenen. Normalt er vi ude af døren kl. 7.00 så det er ren luksus at kunne tage sig god tid til at stå op. Det betyder også at den sædvanlige skål havregryn nogle dage bliver opgraderet en hel del. En af mine favoritter er denne omgang bagt havregrød med peanutbutter og nutella. Det er lige så lækkert som dessert til morgenmad.
Til 2 personer
2 dl havregryn
1,5 dl mælk
1 æg
1 tsk bagepulver
1 vaniliesukker
1 banan
1 håndfuld hakkede mandler
Peanutbutter
Nutella
Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
Rær æg og mælk sammen og tilsæt havregryn, mandler, vanilie og bagepulver. Rør massen sammen og fordel i 2 ovnfaste skåle.
Sæt små toppe at peanutbutter og nutella på grøden og pres dem lidt ned i massen. Skær bananen i lange skiver og pres 2 ned i toppen af hver skål.
Bages i ca. 20 minutter. Kan spises som den er eller med frisk frugt på toppen.
No Comments