1, 2, 3 eller flere børn

Kamille

Lige om lidt fylder krudtuglen 2 år. Med den nært forestående fødselsdag kommer spørgsmålene tit og ofte til os forældre. Hvornår skal hun så være storesøster? Spørgsmålet burde måske nok være, skal I have flere børn? Det er som om at samfundet forventer, at får man et barn er det lig med børn i flertal.

Hos os er det stadig et rigtig svært spørgsmål at svare på. Og det er ikke fordi vi ikke kender svaret, men mere forklaringen, der ligger bag.

Vi skal som det ser ud nu ikke have flere børn og vi forventer derfor at Kamille bliver enebarn. Kan I forestiller jer reaktionerne på det svar?

Når man, som vi har valgt det, vælger kun at få et barn, tror jeg ofte at der ligger mange grunde bag. Det gør der i hvert fald hos os.

Kamille er det aller bedste i vores liv og vi elsker hende begge højere og højere for hvert øjeblik der går. Hun er derfor på ingen måde grunden til at vi ikke skal have flere børn. Det er ikke fordi vi er blevet afskrækket. Tværtimod er hun grunden til at jeg kan vakle i min beslutning.

Vores beslutning hviler på flere grundlag. Som jeg tidligere har fortalt har det været en hård kamp for os at få Kamille. Det har uden tvivl sat sine spor og vi er mere end taknemmelige over at vi rent faktisk har fået et sundt, rask og yderst velfungerende barn.

Jeg skal aldrig, som i aldrig nogensinde igen i fertilitetsbehandling. Det er uden tvivl det hårdeste vi begge har været udsat for, både hver for sig, men også vores forhold. Lad mig sige det sådan, at blive forældre for første gang er nemt ved siden af. Så tror jeg, at de fleste kan forestille sig hvor hårdt det har været at være i behandling for barnløshed.

Der er andre ting, der spiller ind i vores beslutning. Mange ting rent faktisk, økonomi, vores forhold, tid i hverdagen, rejser og jeg kan blive ved.

Men, mest af alt, vi har det godt som en familie på 3.

Men, man må altså gerne ombestemmer sig om 2, 3 eller 4 år. Så må vi tage den derfra.

14 Comments

  • Reply pernille a 22. september 2013 at 18:45

    Hej, vil bare lige komme med et hurtigt indspark…
    Vores 2 skønne piger er også resultatet af fertilitetsbehandling, -og ja den første omgang var superhård, men 2. omgang var slet ikke så slem, selvfølgelig var jeg påvirket af hormoner mv, men nu vidste vi at det kunne lade sig gøre, det var bare et spørgsmål om antal forsøg, samt at hvis det ikke lykkedes, så havde vi jo allerede været heldige og få den skønneste datter, og hende kunne vi godt nøjes med, hvis det var det – så presset var helt anderledes, og måske derfor lykkedes det i 2. forsøg, men den fineste lillesøster:-)
    De bedste hilsner
    Pernille

  • Reply Ellen 22. september 2013 at 18:52

    … Eller 5 eller 6 eller 7 😉

    Vi var gennem en benhård kamp med flere års uindfriede forventninger. Masser af ventetid, behandlinger og en problematisk højrisiko graviditet efterfulgt af en meget traumatisk fødsel. Det var med gravalvorlige miner, at lægerne formanede os, at dét gjorde vi altså ALDRIG igen! Og han var jo sød, den lille pode, med de store kitfarvede øjne, de store, lyse krøller og kroppen fuld af spilopper! Så det var jo nærmest okay. Jeg mener, det KUNNE jo alligevel ikke gøres bedre. Så gik årene, og jeg fik det meget bedre, og så var det pludselig ikke helt forbudt alligevel. Hvis nu, vi tog nogle hensyn. Og hvis nu, jeg fik noget andet medicin. Og hvis nu, jeg lovede at ligge helt stille i 9 måneder.

    Så da poden var lige knap 6 år, besluttede vi, at det da godt kunne være, vi kunne give folk det ekstra nummer, de sådan havde stået og klappet efter. Dén havde jeg alligevel aldrig set komme! Det er nu 1 år og 7 mdr. siden, og vi har stadig ikke set skyggen af en streg nr. 2. Så det er nok bare meningen, at vi skal være tre i vores familie. Men havde du spurgt mig for tre år siden, så havde jeg aldrig troet, at ville komme til at stå og føle, at vi manglede familiemedlem nummer fire. Det der biologiske ur er noget mærkeligt noget!

    Så kære Marie. Jeg håber for jer, at I får alle de krudtugler, I overhovedet kunne ønske jer. Men jeg kan sørme også godt forstå, hvis I synes, det er perfekt, som det er <3 Det ER bare pissehårdt, at begynde på hele behandlingscirkuset forfra!

  • Reply Ditte 22. september 2013 at 20:27

    Jeg kan sagtens forstå dig, og har også nogle gange tænkt de samme tanker. Men det der har overbevist mig om, at vi skal have flere børn er at jeg gerne vil se den kærlighed, som søskende kan udvise hinanden, og den glæde de vil få ved hinandens selskab.
    Men bare fordi man har et barn på snart to år, så behøver man jo ikke skulle være gravid igen. Der kan da godt gå 5 år endnu før end, at man skal have nummer to. Så er der sikkert både tid, råd og plads i end liv til et barn mere. Og ind til da, så bare ignorer andres kommentarer og nyt tresomheden 🙂

  • Reply Marina 23. september 2013 at 8:53

    Jeg tror der er mange slags måder at skabe en fantastisk familie og der er ikke nogen rigtig størrelse på en børneflok.

    Der er mange fordele ved kun at have et barn. Der er de rent praktiske med økonomi, arbejde og plads, men også det at man bedre kan nyde barnet der hvor det er og indrette sig sådan at man får mest muligt ud af de forskellige aldre. Hvis man sørger for at få mange venner med hjem tidligt vil enebørn også ofte få en stor vennekreds.

    Der er også mange fordele ved at være to eller flere. Først og fremmest har man sine søskende hele livet, også den dag man mister sine forældre. Man vokser sammmen. Mange børn kan også have både konflikter og gode stunder sammen. Konflikterne er i virkeligheden noget af det vigtigste man går glip af som enebarn, selvom de ikke er sjove. De er vigtige, fordi man lære at det ikke altid er ens egne behov der er de vigtigste, sådan som det jo altid vil være i en familie med kun et barn, (også selvom man som forældre prøver at lære barnet at tage hensyn). Som forældre har man glæden ved at opleve hvor vidt forskellige ens børn kan være og man har glæden af flere helt tætte kærlige forældre-barn forhold (og forunderligt nok strækker kærligheden sig fint ud og kan rumme mange børn lige meget, men stadigt på forskellig måde. Det skal opleves for at man helt forstår det). Samtidigt er det dog også klart hårdere. To børn er dobbelt så meget arbejde, Tre børn er tre gange så meget arbejde. Nogle gange kan man ende med at måtte bruge rigtigt meget tid på alt det trælse.

    Jeg er sikker på at I er en fantastisk fin familie som I er og hvis I ikke vil være flere er det helt sikkert fint for jer, det behøver I ikke at forsvarer.

  • Reply mariemarolles 23. september 2013 at 20:29

    TUSIND TAK for jeres søde kommentarer og input! Det betyder rigtig meget.

    Som sagt er det ikke kun behandlingsspøgelset, der spiller ind. Måske vi engang ombestemmer os og så må vi tage det derfra.

    Lige nu vil vi bare nyde det vi har og hinanden.

  • Reply Ida 23. september 2013 at 20:46

    Dejligt indlæg og svær beslutning. Efter vi selv er blevet forældre, kan jeg langt nemmere forstå dem der vælger at stoppe ved den første. Omvendt har vi talt om det længe, og vi ved bare at vi vil have en mere – måske endda to. 🙂 Men jeg synes man skal føle sig fri til at stoppe lige præcis når det passer en selv og ens partner. Kunne sagtens forestille mig de mange store øjne og forargelsen hvis man siger man ikke vil have flere.

    • Reply mariemarolles 24. september 2013 at 21:57

      Ih hvor jeg håber, at I får mange små skinke-børn;)

  • Reply Filippasmom 24. september 2013 at 17:30

    Det er et super godt indlæg, som sætter tankerne i gang. Min mand havde to store teenagepiger, da jeg mødte ham, og da jeg vidste jeg kun kunne blive gravid via IVF, var jeg helt sikker på, vi ‘kun’ skulle have et barn. Min chef fortalte senere, at da han så mig første gang med Filippa, vidste han godt, jeg snart ville ønske mig en mere

    • Reply mariemarolles 24. september 2013 at 21:58

      Tror også at lysten komme pludseligt kommer igen ved mange – derfor gør vi heller ikke noget drastisk. Det ville jeg aldrig turde.
      Har I fået flere?

  • Reply Gitte S 24. september 2013 at 18:43

    Åh hvor kan jeg godt forstå jeres beslutning, fertilitetsbehandling ville jeg ikke ønske på min værste fjende… Aldrig…
    Vores datter på 3 år, er resultatet af 3 års behandling, og det har mærket mig for livet. Var det det værd, ja for pokker, ville jeg gøre det igen, nej det tror jeg ikke, for det åd mig op indefra, og gjorde mig negativ, indesluttet og egoistisk.
    Når det så er sagt, så har vi altid gerne ville have 2 børn, men jeg tøvede med at melde mig klar til start, imellemtiden kunne vi jo altid håbe på et hjemmelavet mirakel. Det skete så ikke, og pludselig blev E 3 år, og nu skulle det være. Lad mig bare sige det sådan at følelserne sad udenpå tøjet da jeg ringede til klinikken og bestilte tid. Jeg sad bogstaveligt talt i 1,5 time og hypercentilerede på mit arbejde, og håbede bare mine kollega ville lade som om de ikke så mig panikke.

    Beslutningen om at starte igen var den sværeste jeg nogensinde har taget, og man kan måske undre sig over hvor en beslutning om at satse på barn nr 2, kan være en svær beslutning.
    Men ved at tage den beslutning, så åbnede jeg pludselig op for muligheden for fiasko, for at skulle acceptere at jeg ‘kun’ får 1 barn. Samtidigt følte jeg, at hvor vi altid har sagt at barn nr 1 er need2have, så er nr 2 nice2have, så var E ikke længere nok i sig selv, og det var jo ikke sandt.
    Derudover vidste jeg ikke hvordan hormonerne ville påvirke mig, og det MÅ ikke gå ud over E, og kan jeg garantere det? Kan vores forhold holde til endnu en omgang i bahandlingshelvede?

    Nu er vi i gang med vores første forsøg, jeg er rugehøne for to flotteæg, og tæller ned til bivirkningerne af ægudtagning forsvinder, og blodprøven kan tages.
    Jeg har absolut ingen ide om hvordan jeg vil tage et evt. negativt svar, men tiden læger alle sår, og dette forsøg har ikke været så slemt (før ægudtagning), og jeg har været spændt, alt for spændt. Forbereder mig på kæmpe nedtur, men det virker ikke… Endnu 🙂

    • Reply mariemarolles 24. september 2013 at 22:00

      Tak fordi du deler. Jeg sidder her med tåre i øjnene og genkender alle de tanker og følelser du også har denne gang.

      Og så vil jeg krydse fingre, arme og ben for jer og jeg håber at I kan stå med et positivt svar lige om lidt.

      • Reply GitteS 15. oktober 2013 at 20:11

        Synes lige jeg ville give en update, måske jeg så tror lidt mere på det 🙂
        Blodprøven var positiv, og det samme er de to tissepinde, så kvalmen og lykken er stor i vores lille hjem 🙂

        Men selvom hormononer ikke var slemme i dette forsøg, så ramte alle dæmonerne efter ægudtagningen, hvor bivirkningerne gjorde mig sengeliggende i en uge. Psykisk var jeg helt ude i tovene, og havde givet op. Faktisk synes jeg det var så slemt på et tidspunkt at jeg ikke var sikker på at jeg kunne gøre det igen, hvis det skulle være nødvendigt.
        Da de så ringer med positivt svar blev jeg fuldstændig overrumplet og troede ikke på dem, det har taget to uger at tro på det, og det er ikke pga. manglende positive symptomer, mit hovedet kan bare slet ikke følge med, og det er hårdt, rigtig hårdt, ikke at turde glæde sig over lykken, mens min mand stråler. Men det går langsomt fremad… 🙂
        Vender vi tilbage til spørgsmålet om man har lyst til flere børn efter behandling, om man har lyst til at hive alt den bagage frem igen, så er svaret nej, det er jeg faktisk ikke sikker på. Nu endte det jo lykkelig, og jeg føler mig SÅ utaknemmelig, men mit hjerne slog fra efter blodprøve og blev erstatte af en usikkerhed jeg aldrig har oplevet, og en frygt for at det hele forsvinder igen, hvis jeg tror på det.
        Jeg tjekker min graviditetsticker hver dag, og vi nærmer os første scanning på klinikken, og jeg begynder at tro på det, på at der er en/to babyer til os 🙂

        • Reply mariemarolles 15. oktober 2013 at 20:34

          Stort stort tillykke Gitte. Hvor er det en fantasitsk update.

          Jeg bliver altid så glad når andre i behandling får deres største ønske opfylt. Tusind tak fordi du vil dele det med os.

          Jeg håber du får en skøn graviditet og kan nyde rejsen.

          Kh Marie

  • Reply Christina 2. oktober 2013 at 18:01

    Sikke fint indlæg. Jeg bliver lidt træt over forventningen om flere børn, og træt af “ej hvor synd i KUN vil have hende, skal hun ikke have nogle at lege med?!”
    Jeg er selv enebarn Og har ALDRIG manglet nogen – vores hjem har altid været åbent, både for voksne og børn, så føler bestemt ikke, at mine forældre gjorde et fravalg … 🙂 nyd familien, uanset om den bliver på 3, 4 eller 5 🙂

  • Leave a Reply