Marie Marolles

Det her er et af de indlæg jeg er startet forfra med at skrive gang på gang. For hvordan formulerer man, på bedst mulig vis, at man lukker og slukker? Og kan man overhovedet trykke på udgiv?

Det er skisme svært kan jeg godt love for. Det er altid svært at sige farvel, men nogen gange er man nødt til at lukke en dør for at åbne en anden. Som jeg tidligere har skrevet er man nødt til at gøre sig nogle tilvalg og fravalg. Eller, det er jeg nødt til, for jeg kan simpelt ellers ikke nå de ting jeg gerne vil med døgnets 24 timer.

Jeg har længe overvejet bloggens fremtid og haft svært ved altid at (gen)finde motivationen. Det skyldes nogle personlige ting jeg ikke har berørt her på bloggen. Vi har haft en lille og nu urealiseret drøm om alligevel at gå fra 3 til 4 – en drøm vi ikke længere har og forfølger. Men det betyder at vi har brugt rigtig mange år, timer og tanker på at tale om børn og det, der kan blive. Faktisk har det været et emne i snart 6 år. Det er altså mange år hvor man gør sig nogle forestillinger man, i bund og grund, ikke er herre over om fremtiden. Hvis man ikke har prøvet det, tror jeg det er umuligt at vide, hvor hårdt det er. Det er benhårdt og opslidende. Vi har derfor nu truffet en beslutning, en beslutning som er vores og som vi har det godt med. Vi forbliver en familie på 3, men efter vores mening, verdens bedste lille familie.

Jeg har det rigtig godt med den beslutning, den har været svær at tage, men den er helt rigtig. Det betyder også at vi nu kan forfølge nogle andre drømme, der har været sat på standby. Jeg har sat mig nogle nye mål for min krop, mit løb og mit arbejde og jeg knokler benhårdt for at det nå det jeg drømmer om. Jeg er godt på vej og det føles fantastisk endelig at realisere nogle ting, der har været tilsidesat.

Marie Marolles har været en fantastisk bekendtskab og den har givet Kamille og jeg utrolig meget. Derfor vil jeg også gerne sige et kæmpe stort TAK, både til de søde piger på Petit Podium, til samarbejdspartnere og sidst men ikke mindst, jer mine søde læsere

TAK for denne gang, måske vi ses derude på den anden side af skærmen. Det håber jeg.

Vi har bare haft en skøn skøn weekend med fødselsdag og hygge. Tænk at vi nu har en stor pige på 3 år. Nå ja og så blev hun da også lige blefri, næsten fra den ene dag til den anden.
Forsøget i sommers gik rent ud sagt virkelig virkelig skidt og Kamille nægtede at nærme sig toilettet herefter. Vi havde derfor lagt et hvert forsøg på hylden på ubestemt tid.
Men efter 10 dage som børnehavebarn fik hun nok af bleen og bad om at få den af dernede sidste fredag. Den chance skyndte vi os at gribe og bum, 3 dage efter var bleen helt væk. Hvor der er vilje er der vej.
S.T.O.P T.I.D.E.N blev der sagt!

Der er stille herinde på bloggen for tiden, det skyldes mest af alt at livet herude på den anden side kører forbi med 150 km i timen.

Jeg ved at det er den største kliché, men tiden går simpelthen så stærkt. det er ikke til at forstå at vores lille Kamille bliver 3 år lige om lidt. Jo større hun bliver, jo mere fantastisk og sin helt egen.

Jeg har egentlig mange indlæg jeg gerne vil dele med jer; om verdens (synes jeg selv) bedste ide, om tilvalg, om fravalg, om mor i form, nye tider hos os og meget andet.

Men, i aften kalder sofaen, et dejligt varm tæppe og stearinlys en masse. Jeg vender stærk tilbage lige om lidt.

Jeg vil gerne starte med at sige tusind tak for jeres kommentarer til dette indlæg. I har jo så evigt ret, det er blot det at fornuft og sind ikke altid taler det samme sprog. Desværre, eller heldigvis måske. Jeg har ingen ambition eller lyst til at blive som de andre bloggere, jeg håber blot at min blog ikke tolkes som overfladisk eller falsk, det er den i hvert fald ikke.

Dette indlæg skal have fokus på noget helt andet, nemlig piger og kvinders selvværd, eller mangel på samme. Det er et af de indlæg jeg med glæde skriver uden betaling, selvom der står et større firma bag. Dove vil nemlig, i september via de sociale medier, starte en positiv trend hvor vi kvinder værdsætter hinanden.

Kampagnen går i sin enkelthed ud på at få så mange som muligt til at uploade  et billede af sig selv sammen med sin veninde, søster, mor, tante, kollega eller andre på Doves Facebook-side – og fortælle, hvorfor man synes, at hun er så skøn.

Det er da en fin kampagne, og vigtist af alt, så håber jeg at vi bliver bedre til at give komplimenter til hinanden i det daglige i stedet for altid at påpege hinandens forskelligheder.