Farvel til Marie Marolles

FarvelDet her er et af de indlæg jeg er startet forfra med at skrive gang på gang. For hvordan formulerer man, på bedst mulig vis, at man lukker og slukker? Og kan man overhovedet trykke på udgiv?

Det er skisme svært kan jeg godt love for. Det er altid svært at sige farvel, men nogen gange er man nødt til at lukke en dør for at åbne en anden. Som jeg tidligere har skrevet er man nødt til at gøre sig nogle tilvalg og fravalg. Eller, det er jeg nødt til, for jeg kan simpelt ellers ikke nå de ting jeg gerne vil med døgnets 24 timer.

Jeg har længe overvejet bloggens fremtid og haft svært ved altid at (gen)finde motivationen. Det skyldes nogle personlige ting jeg ikke har berørt her på bloggen. Vi har haft en lille og nu urealiseret drøm om alligevel at gå fra 3 til 4 – en drøm vi ikke længere har og forfølger. Men det betyder at vi har brugt rigtig mange år, timer og tanker på at tale om børn og det, der kan blive. Faktisk har det været et emne i snart 6 år. Det er altså mange år hvor man gør sig nogle forestillinger man, i bund og grund, ikke er herre over om fremtiden. Hvis man ikke har prøvet det, tror jeg det er umuligt at vide, hvor hårdt det er. Det er benhårdt og opslidende. Vi har derfor nu truffet en beslutning, en beslutning som er vores og som vi har det godt med. Vi forbliver en familie på 3, men efter vores mening, verdens bedste lille familie.

Jeg har det rigtig godt med den beslutning, den har været svær at tage, men den er helt rigtig. Det betyder også at vi nu kan forfølge nogle andre drømme, der har været sat på standby. Jeg har sat mig nogle nye mål for min krop, mit løb og mit arbejde og jeg knokler benhårdt for at det nå det jeg drømmer om. Jeg er godt på vej og det føles fantastisk endelig at realisere nogle ting, der har været tilsidesat.

Marie Marolles har været en fantastisk bekendtskab og den har givet Kamille og jeg utrolig meget. Derfor vil jeg også gerne sige et kæmpe stort TAK, både til de søde piger på Petit Podium, til samarbejdspartnere og sidst men ikke mindst, jer mine søde læsere

TAK for denne gang, måske vi ses derude på den anden side af skærmen. Det håber jeg.

Husk at nyde det!

KamilleHer til aften har jeg tilbragt nogle timer sammen med en dejlig gravid veninde. Og hold lige fast i stolekanten, jeg jeg kom til at give hende det fantastiske råd “husk at nyde det”.

Det er sandt, jeg gav hende det mest elskede og samtidig mest forhadte råd som kommende forældre får – for hvad er det lige man skal huske at nyde? Søvnløse nætter, kolik, amning, personfrarøvelse, vasketøj en masse eller bekymringerne?

For mig er svaret ret enkelt, der er 2 ting,  jeg mener man skal huske at nyde helt vildt.

Det første er tiden på barsel inden baby melder sin ankomst. N.Y.D det for filan, det er jo sidste gang i mange år man kan sidde alene med benene oppe og slappe af uden at rammes af dårlig samvittighed. Det er også tiden inden livet bliver vendt fuldstændig op og ned og bekymringerne overtager dagligdagen. Jeg nød det 100 procent og må indrømme at jeg af og til savner det ubekymrede liv en lille bitte smule.

Det andet og måske vigtigste, N.Y.D at have tid, rigtig tid med dit barn. Det er den jeg tror mange kvinder stejler over – specielt når barslen ikke er fyldt med kaffeture og hygge på legetæppet. Og jeg forstår det virkelig godt, det burde være alle kvinder velundt at have en god barsel med et nemt barn. Men, når det er sagt, og uanset hvor hårdt det til tider er (og ja jeg ved godt at det for nogen er skide hårdt hele tiden, I skal ikke læse videre) så får man aldrig den tid igen. Og med “den tid”, mener jeg mere end 2-3 vågne timer sammen i hverdagen. Det tror jeg de fleste mødre kan skriver under på. Med et almindeligt 8-16 job er der meget få vågne timer til familieliv mellem hentning i vuggestue til lille bebs går i seng. Der er virkelig alt for få timer, og jeg vil vove at påstå, at de fleste forældre savner barslen en lille smule når hverdagen først kører med 120 kilometer i timen. Det gør jeg i hvert fald.

Så jeg vover pelsen, og vil gerne give det gode gamle råd videre – N.Y.D D.E.T N.U blev der sagt.

Efterårsønsker

Efterårjpg

Nederdel // Strik med rullekrave // Støvler // Cardigan // Cashmere tørklæde //

Så blev vidst efterår i lille Danmark. Jeg må indrømme at det passer mig meget godt, jeg elsker at pakke mig ind i varme trøjer, uldstrømpebukser og drikke te en masse for at holde varmen. Og det er lige præcis hvad weekenden skal bruges på – indendørs hygge, varm te og måske en enkelt løbetur.

Hvad skal I bruge weekenden til?

Glimt fra en dejlig weekend

IMG_6503-0.JPG
Vi har bare haft en skøn skøn weekend med fødselsdag og hygge. Tænk at vi nu har en stor pige på 3 år. Nå ja og så blev hun da også lige blefri, næsten fra den ene dag til den anden.
Forsøget i sommers gik rent ud sagt virkelig virkelig skidt og Kamille nægtede at nærme sig toilettet herefter. Vi havde derfor lagt et hvert forsøg på hylden på ubestemt tid.
Men efter 10 dage som børnehavebarn fik hun nok af bleen og bad om at få den af dernede sidste fredag. Den chance skyndte vi os at gribe og bum, 3 dage efter var bleen helt væk. Hvor der er vilje er der vej.
S.T.O.P T.I.D.E.N blev der sagt!

IMG_6506-0.JPG

Varme fusser

By KierBy KierBy kier

Kamille har endnu engang fået lov til at teste et par lækre sko fra ByKier – denne gang er valget faldet på vinterstøvler. Jeg må indrømme, at jeg er virkelig positiv over både design og kvalitet – støvlerne fra Angulus får skarp konkurrence i år.

Jeg er især vild med den flotte forstærkning på snuden, udover at det er ret så praktisk, er det en rigtig fin detalje, der giver støvlerne et lidt råt look. We like.

Støvlerne er endnu ikke taget i brug, men vi glæder os meget til at gå vinteren i møde med disse til at holde de små fusser varme.

*Tak til ByKier for de fine støvler

For 3 år siden

IMG_6424

For 3 år siden, på en smuk og meget kold oktober morgen, blev jeg mor, jeg blev mor til Kamille. Siden den dag, og faktisk også inden hun overhovedet kom til verden, har hun fyldt mig med lykke og en følelse, der knap kan beskrives med ord. Kærligheden til hende er uendelig og den vokser sig større og større for hvert øjeblik der går. [Read more...]

Meri Meri

meri meri

Om 7 dage (7!!! - en eller anden stop tiden) fylder Kamille 3 år. Det er altså helt vildt. Det var som i går at vi fejrede 2 års fødselsdag for den lille krudtugle, der i den anden uge er blevet et vaskeægte børnehavebarn.

Mit hoved er fyldt med fødselsdagsfejring og jeg har forelsket mig i Meri Meris fine og festlige univers, specielt Toot Sweet, hvor tanken er at man kan mixe og matche på kryds of tværs af flotte festlige mønstre og farver.

Kamilles eneste ønske er en Minnie Mouse kage, mon ikke den kan passe fint ind mellem farverige prikker og flotte guldstjerner?

Meri Meri kan blandt andet købes her, her eller på Meri Meris egen side her.

Der er så stille

IMG_0233.JPGIMG_0232.JPG

IMG_0231.JPG
Der er stille herinde på bloggen for tiden, det skyldes mest af alt at livet herude på den anden side kører forbi med 150 km i timen.

Jeg ved at det er den største kliché, men tiden går simpelthen så stærkt. det er ikke til at forstå at vores lille Kamille bliver 3 år lige om lidt. Jo større hun bliver, jo mere fantastisk og sin helt egen.

Jeg har egentlig mange indlæg jeg gerne vil dele med jer; om verdens (synes jeg selv) bedste ide, om tilvalg, om fravalg, om mor i form, nye tider hos os og meget andet.

Men, i aften kalder sofaen, et dejligt varm tæppe og stearinlys en masse. Jeg vender stærk tilbage lige om lidt.

Giv et kompliment

Campaign for Real BeautyJeg vil gerne starte med at sige tusind tak for jeres kommentarer til dette indlæg. I har jo så evigt ret, det er blot det at fornuft og sind ikke altid taler det samme sprog. Desværre, eller heldigvis måske. Jeg har ingen ambition eller lyst til at blive som de andre bloggere, jeg håber blot at min blog ikke tolkes som overfladisk eller falsk, det er den i hvert fald ikke.

Dette indlæg skal have fokus på noget helt andet, nemlig piger og kvinders selvværd, eller mangel på samme. Det er et af de indlæg jeg med glæde skriver uden betaling, selvom der står et større firma bag. Dove vil nemlig, i september via de sociale medier, starte en positiv trend hvor vi kvinder værdsætter hinanden.

Kampagnen går i sin enkelthed ud på at få så mange som muligt til at uploade  et billede af sig selv sammen med sin veninde, søster, mor, tante, kollega eller andre på Doves Facebook-side – og fortælle, hvorfor man synes, at hun er så skøn.

Det er da en fin kampagne, og vigtist af alt, så håber jeg at vi bliver bedre til at give komplimenter til hinanden i det daglige i stedet for altid at påpege hinandens forskelligheder.

Om andre bloggeres læsere

kamilleJeg elsker at læse andres ”mommy”-blogs. Det gør jeg virkelig, jeg nyder at læse om morskabet set med andre briller end mine egne. Det er befriende at vi ikke alle sammen er ens.

Men der er en ting som jeg ikke elsker, og det er nogle til tider ret så ensporet kommentarfelter hos andre bloggere, specielt dem, der skriver om morskabet på en helt anden måde end mig.

Læserne knus-elsker bloggeren, de roser og de rygklapper for hårdt. Faktisk i så høj grad at det giver mig en forfærdelig følelse af mindreværd. For jeg er ikke lige som dem og tydeligvis også meget forskellig fra de mange læsere, der kommenterer. Når jeg læser kommentarerne føler jeg mig som en forkert mor og det får mig til at miste lysten til at skrive en “mommy”-blog. De mange mange læsere må tro at jeg pakker tingene ind og gør tingene lyserøde. Hvis jeg skulle skrive det de elsker at læse hos andre bloggere, ja så ville jeg lyve. Mit morskab er ikke lyserødt, men rollen som mor er nem og naturlig for mig og mange af de ting andre ser som negative har jeg aldrig brugt særlig meget energi på. Det har simpelthen ikke været sandheden hos os.

Men hvad gør man så? Stopper man sin blog, tilpasser man sig, skifter man emne/fokus, eller skal man være helt ligeglad. Jeg ville ønske at jeg evnede det sidste, det gør jeg desværre ikke.

Er jeg mon den eneste, der har får det sådan?