Marie Marolles

Jeg siger jer, den alder Kamille har lige nu, er bare den aller aller bedste. På trods af en stærk vilje er hun nemlig også det kærligste og mest tænksomme lille menneske og hendes sprog udvikler sig med 200 km i timen. Det er så fedt ENDELIG at kunne føre en samtale med hende, nøj hvor får man meget tilbage lige pludselig.

Så til jer der sidder med helt små børn, glæd jer til til de 2 år og frem, det bliver kun bedre og alt det man får tilbage, får de hårde tider til at virke meget mere overkommelige.

Med et sprog i fuld udvikling kommer der også en masse fantastiske betragtninger fra det lille menneske, for selvom man kan sige alt er det jo ikke alt der forståes og vi skal virkelig huske at tænke over de ting vi siger. Selvom vi ikke tillæger det værdi skal jeg love for at det lille hoved tænker over alt det hører.

En scene fra vores hjem under planlægning af madplan: 

Mig: Fredag er jeg til sommerfest så der er jeg ikke hjemme

Manden: jeg er på arbejde fredag aften

10 sekunder efter

Kamille: Så har jeg jo ikke nogen mor & far

Og vi har ikke glemt hende, hun skal sove hos farmor og farfar.

Inspireret af Trine og Emilis fine indlæg om livet som mor, vil jeg gerne dele min tanker.

Når man bliver mor for første gang vil ens liv uungåeligt forandre sig på den ene eller anden måde. Det om man vil det eller ej. Jeg vil vove at påstå, at uanset om man stadig har tid og lyst til cafeture, rødvinsaftner med vennerne, festivaler osv. som før, så vil livet være et andet. Når man får et lille barn i sit liv flyttes fokus automatisk fra mig og vi til ham/hende. Eller, det tror jeg da det gør for de fleste.

For mig skete der rigtig meget da jeg blev mor til Kamille. Inden hun blev født brugte jeg mange timer væk fra vores matrikel på cafeture, byture, besøg hos veninder, træning etc. Faktisk var det ganske få aftener jeg tilbragte i vores hjem. Det ændrede sig ret meget da Kamille blev født.

Jeg har tidligere svaret på disse spørgsmål om livet som mor.

Hvordan påvirker det forholdet? Jeg kan forestille mig, at man ikke har så meget “kærestetid” mere? Har man tid til hinanden og kan man få det til at hænge sammen med en helt lille en?

Jeg har tit tænkt, at man i hvert fald ikke skal få et barn for at redde et dårligt forhold. For det er uden tvivl en af de hårdeste ting man kan udsætte sit forhold for. Manglende søvn og et nyt lille liv, der kræver meget, hvis ikke al opmærksomhed, vil tære på de fleste forhold tror jeg.

Jeg ved godt at der er nogen, der er “back to normal” efter meget kort tid, men det er mit gæt, at det er tilfældet hos de færreste. Hos os var vores fælles fokus Kamille fra dag 1 og kærestetid blev for en periode en by i Rusland. Vi hyggede selvfølgelig hjemme når Kamille sov om aftenen, men ud det kom vi altså ikke. Kamille nægtede jo flaske så mor måtte pænt være i nærheden. Hvilket, jeg må indrømme, passede mig fint, for de første 10 måneder ville jeg aller helst bare være hjemme sammen med hende i baby-boblen.

Der er ingen af os der haft et stort behov for at få Kamille passet så voksen-tid var, og er, tit noget vi gør hver for sig. Det er dog blevet til en del mere kærstetid nu hvor krudtuglen er blevet ældre og elsker at sove ude. Men vi er helt ærlige ikke særlige gode til det. Vi savner hende begge så snart hun er afleveret og vi glæder os til at få hende hjem igen.

I min verden er kærestetid heldigvis mere end friaftener ude. Det er også hygge herhjemme når Kamille sover og tid til at tale sammen. Og jeg synes faktisk at vi har tid til hinanden. Men det er selvfølgelig en prioritering og vi vægter begge at være hjemme sammen, både sammen som kærester og sammen som familie på 3. Træning etc. er derfor skåret ned for mit vedkommende så jeg i stedet har tid til cafeture og den slags.

Hvad med socialt liv/rejser etc. Er det virkelig så nemt at tage på cafe, ses med veninder og rejse? inden for 1. år? Jeg ville ellers tro man ender i bobel – en dejlig bobel hvor man ikke har det største overskud. Men det kræver selvfølgelig at faren er god til at aflaste.

JA, det kan man helt sikkert, men det meget meget individuelt hvornår man er klar og har lyst. I min omgangskreds har det været helt vildt forskelligt, og det har ikke haft noget med manden/kæresten at gøre for alle fædre har stået klar til pasning. Det har været et spørgsmål om hvornår mor var klar. Jeg var som sagt først rigtig klar efter ca. 10 måneder og det er vidst i den lidt sene ende tror jeg. Til gengæld havde jeg rigtig tit gæster hjemme så mit sociale behov blev opfyldt..

Inden Kamille blev født var jeg ude 3-5 aftener om ugen på café, til træning, madklud og så videre. Det har ændret sig markant og er faktisk den største forskel på mit liv før og efter jeg blev mor. Nu hedder det maximalt en aften per uge. Ikke fordi jeg ikke kan, men fordi jeg prioriterer at vores hverdag er rolig. Det samme gør sig heldigvis gældende for de fleste af mine veninder som også er blevet mødre de seneste år, så vi er flere i samme båd.

En anden ting, der har ændret sig markant er det at gå på arbejde. Før Kamille blev født var arbejde arbejde. Nu er det lige så meget alenetid for mig. Jeg nyder at komme afsted og have voksentid hvor jeg er Marie og ikke Kamilles mor. Jeg er så heldig, at jeg har nogle jævnaldrene og helt fantastiske kolleger og det gør at arbejde også opfylder mit sociale behov på mange måder, hvor heldig har man lige lov at være?

En af de ting jeg stadig savner efter jeg er blevet mor er alenetiden, for man er virkelig ikke særlig meget helt alene. Før havde jeg 1 eller 2 aftener alene om ugen hvor manden var på arbejde eller havde aftaler. Nu er det nærmest ikke-eksisterende. Selvfølgelig er man for sig selv når barnet sover, men det er bare noget andet. Ansvaret er der stadig og friheden er pist væk sammen med muligheden for bare lige at gå i kiosken, løbe en tur eller gøre noget impulsivt. Selvom jeg før også bare ville have brugt alenetiden hjemme i sofaen, gør det bare en psykisk forskel at muligheden ikke er der og ansvaret ligger alene på mine skuldre. Det er tosset, men sådan er det bare. Derfor stornyder jeg også de meget sjældne gange jeg har en halv eller hel fridag helt alene uden mand og barn.

Når jeg skriver om mit liv som mor her på bloggen, virker det måske som et glansbillede? det håber jeg ikke, for det er 100% udtryk for vores virkelighed. Det er blot en virkelighed hvor forventningerne er afstemt, hvor barnet ikke kaster op konstant, hvor barnet sover langt de fleste nætter og hvor vi (mor og far) er to om forældreskabet.

Så længe jeg kan huske har jeg ønsket at være nogens mor, at være Kamilles mor. Det er det mest givende og fantastiske jeg har kunne forestille mig, og det har absolut ikke skuffet.

Da vi gik i behandling for barnløshed, slog tanken om, at jeg måske ikke kunne blive nogens mor mig næsten ihjel. Det er den rolle jeg ser mig selv allermest naturligt i. Derfor var det måske også nemt for mig at blive mor. Jeg stoler på, at jeg er den bedste mor jeg kan være for hende og jeg har elsket hvert sekund. Det er lige der midt i mor-skabet, at jeg hviler allermest i mig selv.

Og JA, jeg synes også det kan være pisse hårdt at være mor, men jeg har elsket hvert sekund af rejsen. Og vi har virkelig været heldige, vi har nemlig fået verdens sødeste, dejligste og ikke mindst nemmeste datter.